Sune Hundebøll
Det er ulovligt at købe og sælge fodboldspillere under 18 år. Men de rige klubber bestikker sig vej til de unge talenter, mens tusinder havner i overskud og forsvinder ud i den blå luft. I bogen "Den forsvunne diamanten" beskrives den udbredte menneskehandel i moderne fodbold.
Beretning i "Den forsvunne diamanten" starter 27. marts 2008 hvor Morgan Andersen er i retten, sigtet for dokumentforfalskning. Det er FC Lyns kontrakt med John Obi Mikel han har ændret på ulovlig vis.
På tilhørerpladserne sad fodboldfans side om side med advokater, der repræsenterede engelske fodboldklubber, som helst ikke ville involveres i sagen. Morgan Andersen blev dømt skyldig.
Baggrunden for dommen var en uklar handel: FC Lyn havde solgt det nigerianske talent John Obi Mikel til Manchester United FC. Chelsea FC mente af fodboldtalentet var deres ejendom og at FC Lyn skulle blot passe på John Obi Mikel til han blev 18 og kunne blive professionel i England.
Chelsea FC fik John Obi Mikel. Manchester United FC fik 16 millioner pund af Chelsea FC. FC Lyn fik 4 millioner pund, samt retten til at sælge to andre nigerianske talenter.
Hvorfor betalte Chelsea FC 20 millioner pund for en ung spiller de mente de ejede i forvejen? Hvorfor krævede London-klubben ikke pengene tilbage da Morgan Andersen blev dømt for at have forfalsket den kontrakt, der gjorde at FC Lyn kunne sælge John Obi Mike til Manchester United FC?
Bogen fortæller, at der er en omfattende menneskehandel i international fodbold. For hovedpersonen John Obi Mikel gik det godt. Han tog rejsen fra fattigdom i Afrika til rigdom i Europa og berømmelse i en af verdens bedste fodboldligaer. Men i de europæiske metropoler lever mange unge afrikanske mænd i dyb fattigdom. Alle lokket til Europa med løftet om en fodboldkarriere. Alle droppet af deres agenter, når det har vist sig at indtjeningsmulighederne ikke levede op til forventningerne.
Fælles for de tusinder af afrikanske fodboldtalenter der lever på gaderne i Europas storbyer og John Obi Mikel er, at deres agenter har brudt FIFAs regler for international handel med unge fodboldtalenter. UEFA siger, at der i Italien er 5.000 unge mænd, der er "forsvundet" efter at være kommet til landet for at blive professionelle fodboldspillere.
"Den forsvunne diamanten" dokumenter hvordan Chelsea FC til slut lukker munder på Manchester United FC og Lyn FC med penge. Den viser hvordan fodboldens organisationer og interne myndigheder som FA (det engelske fodboldforbund), UEFA og FIFA undlader at gribe ind i sagen om John Obi Mikel. Der tegner sig et billede af, at de store pengestærke klubber kan gøre hvad de vil, når det angår unge talenter fra Afrika. Mens fodboldorganisationerne gerne griber ind og uddeler bøder og straf til mindre klubber.
Konklusionen er, at har klubberne mange penge og magtfulde venner, kan du gøre hvad du vil - også overtræde regler. Straf er for de mindre klubber.
Etik og moral er noget FIFA hylder i skåltaler og officielle udtaleler. Praksis er en anden.
Den forsvunne diamanten : Historien om fotballens mørke side. Lars Backe Madsen og Jens M. Johansson. Tiden, 2008. Oslo. 340 sider: ISBN: 978-82-10-05044-2.
Relateret:
Boganmeldelser & omtale
Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. Februar 2010, nr. 1.
→→→→→
Sune Hundebøll
Under en diskussion i P1 Formiddag (11. februar 2010) kunne følgende ordveksling mellem radioværten og forfatter Lars Olsen høres:
- "Men Lars Olsen, har vi ikke et problem her. Når vi sidder og snakker, så taler vi jo også om klassesamfund og lavere klasser. Et eller andet sted er det en ulækker måde at snakke om andre mennesker på."
- "Jeg bruger ikke ordet "de lavere klasser", men jeg bruger ordet klassesamfund."
- "Der ligger det andet vel implicit i?"
- "Jeg taler meget om folks uddannelsesbaggrund. Jeg siger ufaglærte, faglærte, mellemlange uddannelser, akademikere og så videre. Det er et forsøg på at lave noget, der er ganske almindelig nøgtern måde at beskrive tingene på. Jeg kan heller ikke lide det der ord ... Jeg bruger heller ikke ordet lavtuddannet. Jeg bruger ordet kortuddannet. Jeg synes, man skal undgå de nedgørende billeder."
Men hvad er der nu galt med ordet klassesamfund og "de lavere klasser". Selvfølgelig er det mere præcist at sige arbejderklassen, end det lidt diffuse begreb "de lavere klasser".
Hvad er kendetegnende for "de lavere klasser"? Jo, det er at de er økonomisk dårligere stillet end "de højere klasser". Det har intet at gøre med at nogle mennesker er mere værd end andre. Og der er ikke noget ulækkert ved at være fattig, lavtlønnet, ufaglært - eller hvad folk i "de lavere klasser" nu er. Men der er noget galt med et samfund, der vil øge afstanden mellem de lavere og højere klasser.
Debat renset for klassesamfundsbegreber fører ikke til meget andet end snak. Efterfulgt af mere snak.
Kilde: Information. 15. februar 2010, nr. 38.
→→→→→
Sune Hundebøll
Bogen Kampen om København fortæller om magtkampen i hovedstadens gader fra 1870 til 1901. En tid hvor Socialdemokratiet, Venstre og Højre hver især førsøgte at erobre byrummet. Hver med deres ideologisk betingede samfundssyn og vision for byens og i sidste ende Danmarks fremtid.
Den 21. marts 1848 gik det første moderne politiske optog gennem Københavns gader. Det var anført af de nationalliberale. 10.000 københavnere deltog. Kravet var en ny forfatning. 5 juni 1848 gav Frederik VII efter og underskrev Grundloven, der udstak principperne for demokratiet - set med nutiden øjne i en eksklusiv udgave, der kun gav stemmeret til en mindre del af befolkningen.
Herefter startede en kamp om det indførte demokratis indhold og rammer. Det var en politisk kamp om fordeling af magt, der for alvor tog fart i 1870erne. Perioden kendes som Forfatningskampen. Det er denne periode Jens Toftgaard tager fat på i Kampen om København.
Forfatningskampen stod mellem kongen, de konservative samt de nationalliberale på den ene side. Venstre og den gryende arbejderbevægelse dannede oppositionen.
- "Under forfatningskampen var stridens centrale arena Rigsdagen, hvor skillelinjerne blev trukket skarpt på. Hvad der begyndte som løse politiske grupperinger, blev til mere og mere formaliserede partier og faste blokdannelser. Når historikere i dag skal undersøge forfatningskampen, fokuserer de ofte ensidigt på Christiansborg-politikken med dens skarpe retorik, skiftende forhandlingsforsøg, politiske alliancer og personlige intriger mellem de ledende mænd. Men striden mellem de konkurrerende samfundssyn, som Rigsdagens to blokke repræsenterede, rakte ud over Rigsdagen og prægede hele samfundet - endda i så voldsom grad, at det til tider udspændte nationens sammenhængskraft til bristepunktet". (Kampen om København, side 6)
I 1971 stiftedes "Den Internationale Arbejderforening for Danmark" med Louis Pio, Harald Brox og Poul Geleff som ledere. Fra første dag var arbejderbevægelsen under overvågning fra myndighederne. Politiet sendte meddelere til bevægelsens møder og forsøgte til stadighed at infiltrere bevægelsen med politispioner. I begyndelsen af perioden havde arbejderbevægelsen svært ved at få myndighedernes tilladelse til at gå i optog gennem byen. Byens rum var til gengæld let tilgængelig for Højre.
Venstre havde flertallet i Folketinget, med tiden dog i koalition med Socialdemokraterne. For at omgå flertallet brugte Højreregeringen Grundlovens bestemmelser om provisorisk lovgivning.
Partierne, Højre, Socialdemokratiet og Venstre strides om at lave de største optog gennem København. Optogene skulle vise partiernes bud på fremtidens København - og fremtidens Danmark. Skulle det være kongens København, folkets København eller borgernes København?
Jens Toftgaard beskriver optogenes udvikling. Hvordan Grundlovsdag bliver det centrale omdrejningspunkt for partiernes politiske markeringer i byrummet. De tre politiske grupperinger havde hvert sit indhold i Grundlovsoptoget. Højre fejrede Grundloven i deres tolkning, kongen, fædrelandet og markerede deres støtte til Estrup-ministeriet.
Venstre stod svagt i hovedstaden, men arrangerede det enkelte optog. De markerede bondens frigørelse fra stavsbåndet, Grundloven, fædrelandet og kritiserede de provisoriske love.
Socialdemokraterne markerede deres tolkning af Grundloven og iscenesatte et alternativt samfund, hvor arbejderne var i centrum.
I sidste ende måtte kongens København vige for folkets København. Det er lykkedes for Jens Toftgaard at beskrive forfatningskampen fra en ny vinkel. Med fokus på kampen om Københavns gader, fortæller han en anden del af historien om skabelsen af det moderne, borgerlige demokrati. Historie bliver desværre lidt for løsrevet og kan ikke stå alene som indgang til emnet.
Toftgaard, Jens: Kampen om København : Magt og demokrati i byens rum 1870-1901. Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, 2008. 175 sider, ISBN: 978-87-87739-56-6.
Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. Februar 2009, nr. 1.
→→→→→
Sune Hundebøll. Foto: Josefine Kampmann
Koncerten sluttede med et smukt menneskehav, der lod sig forføre af Strøm og AndyOps ord og musik.
|
Lørdag. Festivalpladsen vågner efter en festlig aften og nat. Solen bager på den hud, der allerede er alt for rød. Under Cosmopol-teltet er der skygge. Dagens første act er Strøm og AndyOp.
De to rappere er iført grønne trøjer, der var lige så friske i farven som deres attitude. Hoppende med svingende arme bevæger de sig rundt på scenen. Teltet er halvfyldt, men Strøm og AndyOp får hurtig fat i publikum.
Det er intelligent rap, der både har noget at sige om samfundet og den verden, vi lever i, samt har modet til at kigge indad - i det enkelte menneske og i den subkultur, rapperne er en del af.
Brev til Fogh - et klart fredsbudskab der ikke var til at misforstå. Desværre hører statsministeren nok ikke efter, men det gør ikke nummeret mindre aktuelt. AndyOp viser stort mod på nummeret 'Anklaget'. En personlig beretning om at blive uskyldigt anklaget for seksuel omgang med mindreårige.
Det bliver ikke mindre rørende, når de to rappere tolker en enlig mors problemer. Denne hverdagshistorie tager udgangspunkt i et smil i en bybus.
Strøm og AndyOp leverede en energisk og smilende koncert. Der var holdninger og hjerte i ordene. Publikum var med på festen. Koncerten sluttede med et smukt menneskehav, der lod sig forføre af Strøm og AndyOp`s ord og musik.
Kilde: Dagbladet Arbejderen. 29. juli 2008, nr. 130.
→→→→→
Sune Hundebøll
Jello Biafras tekster har altid gået i kødet på systemet og eliten. Til tider med en overdrivelse, der er nærmere sandheden end godt er.
Dette her er en gammel punkklassiker, men den rammer stadig med sin samfundskritiske lyrik.
Jello Biafra er måske mest kendt som frontfigur i punkbandet Dead Kennedys. Efter at de gik opløsning i 1986 har Jello Biafra udsendt en række plader. Nogle solo, andre sammen med etablerede bands. En af de lidt ældre, men stadig aktuelle udgivelser er "Last Scream of the missing Neighbours", som Jello Biafra indspillede sammen med punkbandet D.O.A. Det var tilbage i 1989.
"Remeber / NATO is here to protect you / with nuclear bombs / that come to visit / and decided to stay".
Ordene er fra sangen "Attack of the peacekeepers".
Sovjet er gået i opløsning og meget har forandret sig siden 1989. Men de fredsbevarende soldater fra NATO er stadig klar med en hjælpende hånd.
Jello Biafras tekster har altid gået i kødet på systemet og eliten. Til tider med en overdrivelse, der er nærmere sandheden end godt er!
Jello Biafra er erklæret anarkist og fortaler for direkte aktion og civil ulydighed.
Efter tiden med Dead Kennedys har har optrådt flere gange med Spoken Word-show. I 1979 grundlagde Jello Biafra pladeselskabet Alternative Tentacles sammen med Dead Kennedys-guitarist East Bay Ray.
Sidste nummer på pladen er "Full Metal Jackoff." Her kører en af magtens bagmænd rundt på boulevarderne i Washington DC. Det er tons-tungt. Monotomt. Musikken og dens samfundsrevsende tekst falder i hak. Gennem fjorten minutter flyder stofferne i USAs gader, de højreorienterede konsoliderer sin magt, mens kriminelle og mistænkte mister deres rettigheder. Det eneste håb, de fattige har, er en karriere i hæren eller som pusher. "Just like Rome / We fell asleep when we got spoiled / Ignore human rights in the rest of the world / Ya might just lose your own."
Jello Biafra er altid klar i mælet. D.O.A. sætter hans skærende stemme i den rette musikalske ramme. Det er kunst, der vil noget.
Jello Biafra with D.O.A.: Last scream of the missing neighbors. Alternative Tentacles Records. VIRUS 78CD. 1989.
Kilde: Dagbladet Arbejderen. 15. februar 2008, nr. 33.
→→→→→